DRIVEN

Ekkoet af indre vold

Det er en mærkelig fornemmelse, når man første gang oplever stilheden i DRIVEN. Det er ikke en fredfyldt stilhed, men den tætte, tunge ro, der hænger tilbage, efter at den sidste lyd af vold er forstummet. ARJAN SPANNENBURG tvinger beskueren til ikke bare at observere, men at føle den hårde, nådesløse asfalt under sine fødder. Landskabet på lærredet er et ingenmandsland. En tilgroet, forfalden vej tjener som den perfekte, ensomme arena, hvor naturens evighed langsomt generobrer menneskelige stræben.

Fangekædens Arkitekt

I midten knæler en figur, der er muskuløs og kraftfuld, men dog dybt sårbar. Hans hud bærer de fysiske mærker fra hans kampe, dækket af ar, der vidner om dybe indre strabadser og selvforskyldte smerter. Med sit lange hår faldende som et øjenbind, er hans blik skjult, og kun hans intense fysiske anstrengelse er synlig. Han holder en massiv træ-sledgehammer, klar til en brutal handling for at drive en tyk metalpæl ned i den nådesløse jord. Denne pæl forankrer en tung sølvkæde, der er stramt spændt omkring hans egen hals. Denne paradoksale situation gør værket dybt undertrykkende. Manden er både arkitekten bag sin fangenskab og fangen selv.

At Fikse en Tilstand Af Væren

Fortællingen, som ARJAN SPANNENBURG formidler med DRIVEN, handler om selvpålagte lænker. Den visualiserer den smertefulde virkelighed af selvskade, af at snyde sig selv, og trangen til at fange sig selv et sted, hvor man i virkeligheden ikke ønsker at være. Drevet af en indre kraft tager subjektet hammeren for at fastlåse sig selv. Lærredet rummer løftet om fremtidige slag og den kliniske kulde fra kæden mod rå fysisk anstrengelse. I sidste ende afslører kunstværket, at i denne barske virkelighed er den eneste varighed den smerte, vi vælger at påføre os selv, hvilket sikrer dens uomtvistelige plads i betydningsfulde samlinger af samtidskunst.