DRIVEN

Ekkoet af Intern Vold

Det er en sær fornemmelse, når man først oplever stilheden i DRIVEN. Det er ikke en fredfyldt stilhed, men den tætte, tunge stilhed der hænger tilbage, efter at den sidste voldelige lyd er ebbet ud. ARJAN SPANNENBURG tvinger beskueren til ikke kun at observere, men at mærke den hårde, nådesløse asfalt under fødderne. Landskabet på lærredet er et ingenmandsland. En tilgroet, ødelagt vej fungerer som den perfekte, ensomme arena, hvor naturens varighed langsomt genvinder menneskelige bestræbelser.

Arkitekten bag fangenskab

I centrum knæler en figur, der er muskuløs og kraftfuld, men alligevel dybt sårbar. Hans hud bærer de fysiske mærker fra hans kampe, dækket af ar, der vidner om dybtgående indre kampe og selvpåført smerte. Med sit lange hår faldende som en bind for øjnene, er hans blik skjult, hvilket kun efterlader hans intense fysiske anstrengelse synlig. Han holder en massiv træsledgehammer, parat til en brutal handling for at drive en tyk metalpæl ned i den uforsonlige jord. Denne pæl forankrer en tung sølvkæde, der er stramt sikret om hans egen hals. Denne paradoks gør kunstværket dybt undertrykkende. Manden er både arkitekten bag sin fangenskab og fangen selv.

At fikse en tilstand af væren

Fortællingen, som ARJAN SPANNENBURG udtrykker med DRIVEN, er én af selvpålagte lænker. Den visualiserer den smertefulde virkelighed af selvskade, af at snyde sig selv, og tvangen til at fange sig selv på et sted, hvor man ikke i virkeligheden ønsker at være. Drevet af en indre kraft tager subjektet hammeren op for at fæstne sig selv. Lærredet rummer løftet om fremtidige slag og den kliniske kulde fra kæden mod rå fysisk anstrengelse. I sidste ende afslører kunstværket, at i denne barske virkelighed er den eneste varighed den smerte, vi vælger at påføre os selv, hvilket sikrer dens ubestridelige plads i betydningsfulde samlinger af samtidskunst.