ESTRANGED - CHRISTIAN

At navigere skyggerne af faderlig fjendtlighed

I dette gribende kapitel af ESTRANGED serien undersøger ARJAN SPANNENBURG den psykologiske indvirkning af aggressiv, indenlandsk heteronormativitet. Gennem portrættet af CHRISTIAN visualiserer kunstneren den tunge byrde ved at vokse op i et miljø, hvor ens spirende identitet præventivt stemples som "ulækker" eller "unormal". SPANNENBURG anvender de klassiske, robuste egetræsblade til at symbolisere traditionens vægt og familiens rigide strukturer. Subjektet er fanget bagfra, vendt bort mod det tætte løv – en visuel metafor for de år, der blev tilbragt i skjul for en faders verbale vold og den indre undren over ens egen ret til at eksistere i samfundet.

Fra tvivlens mørke til acceptens lys

SPANNENBURG’s motivation for this work is to document the "day and night" contrast between fear and safety within the home. By placing CHRISTIAN in a state of partial concealment among the oak branches, the artist mirrors the subject's journey of suppressing his feelings to survive his father's rhetoric, while simultaneously seeking the light of his mother's tolerance. As CHRISTIAN reflects on the damage caused by his father's words: Because of what he said, I wondered if I was normal. Am I really that filthy and do I really have no place in society? This work serves as an institutional record of the emotional labor required to unlearn self-hatred. For the collector, this piece offers a deep, quiet strength, representing the moment a soul decides to stop looking back at the past and begins to seek its own path through the thicket.

SPANNENBURG’s motivation for dette værk er at dokumentere "dag og nat"-kontrasten mellem frygt og tryghed i hjemmet. Ved at placere CHRISTIAN i en tilstand af delvis skjulthed blandt egetræsgrenene, spejler kunstneren subjektets rejse med at undertrykke sine følelser for at overleve sin fars retorik, mens han samtidig søger lyset fra sin mors tolerance. Som CHRISTIAN reflekterer over den skade, hans fars ord har forvoldt: På grund af hvad han sagde, spurgte jeg mig selv, om jeg var normal. Er jeg virkelig så beskidt, og har jeg virkelig ingen plads i samfundet? Dette værk tjener som en institutionel registrering af det følelsesmæssige arbejde, der kræves for at aflære selvhad. For samleren tilbyder dette stykke en dyb, stille styrke, der repræsenterer øjeblikket, hvor en sjæl beslutter sig for at holde op med at se tilbage på fortiden og begynder at søge sin egen vej gennem krattet.